at rejse

At rejse er at leve, skrev H. C. Andersen, og akkurat som digteren selv er det korte mundheld blevet folkeeje. Alle kender det og nikker genkendende til ordene, til trods for de måske ikke kender deres oprindelse og finder lykke og nydelse i udsigten til en uge på ski i de franske Alper eller på den mexicanske strand.

Der bliver set frem til de par uger om året, hvor hverdagen bliver udskiftet til fordel for scenarier langt mere eksotiske og fulde af adspredelse. Som otteårig havde jeg selv allerede udforsket Portugals små snørklede gader og blevet belæsset med smykker med det beskyttende øje af tyrkiske købmænd.

De uheldige få, der ikke finder overskud i budgettet til en flybillet og derfor må blive hjemme, bliver set på som spedalske af dem, der vælger at fortsætte deres solbadning på de thailandske strande trods kæmpebølger og naturkatastrofer. For det er da adspredelse.

Turismen nærmer sig nye højder og ligner mere og mere en religion, der skal følges for at være hip og rigtig i det moderne globale samfund. Man skal helst have en kammerat eller to i USA og en bekendt på New Zealand. Selv har jeg været ekstremist og æresmedlem af rejse-fan-klubben, men de månedlige betalinger for medlemskabet ophørte langsomt gennem det sidste år.

Man er en rask dreng og en stærk pige, hvis man som lille taler om at gå på eventyr. I teenagealderen vil ord som nørd og kedelig blive stemplet i ens pande, hvis ikke oprør og planer om at stikke af fra det kedelige barndomshjem dukker op i hver fjerde linie.

Efter brylluppet og den yderst romantiske bryllups rejse til en fjernt liggende ø tager man igen af sted – for at give børnene de samme minder som man selv har. Når de små guldklumper er fløjet fra reden, skal man jo ikke gå hen og blive gammel, hvilket resulterer i at man sælger huset og køber en båd.

Mennesket har altid været nysgerrigt. Det var sådan de opdagede ilden og Amerika, men vores races trang til at rejse er i de senere år eskaleret. Især i den Vestlige del af verden, hvor velstanden hersker. Vi har forskanset os i en forestilling om, at rejser og nye oplevelser er det eneste rigtige, men samtidig har vi vænnet os til en bestemt luksuøs standard, hvilket resulterer i, at vi finder de få uberørte tilbageblevne steder på planeten og bygger et femstjernet Hilton hotel samt et shopping center midt i modernaturs herligheder. Måske er det samfundets negative syn på alderdom og dennes forbindelse med kedsomhed, der ligger til grund for alt dette rejse-vanvid. For nysgerrighed kan i hvert fald ikke være drivkræften bag, da ingens trang til nyt kan blive tilfredsstillet af, at slumre ved poolen, i lande hvor det indfødte sprog ikke er noget, man lærer, da dollaren kommunikere med alle folkeslag.

Det er ironisk nok mine mange ferier, som har fået mig til at indse, at trangen til at rejse for rejsens skyld ikke længere er så stærk. Mange af mine kammerater snakkede om, hvor vigtig ferie var for dem. De fortalte livligt om, hvordan mødet med nye kulturer og luksusen deres hoteller bød på, fik dem til at leve mere end normalt. I mange år deltog jeg aktivt i debatten, men efterhånden, især efter jeg startede på Rysensteen, er det gået op for mig, at sådan har jeg det slet ikke. Vennerne fra folkeskolen fortæller, hvordan deres hverdag er kedelig, og om hvordan de glæder sig til den næste ferie, så de kan gøre noget ekstremt. Selv føler jeg at min hverdag, er alt hvad den skal være. Trangen til at rejse sydpå for at opleve spontanitet er begravet, da min hverdag byder på mange ukendte og fascinerende oplevelser. Til trods for at rygterne vil svirre og lade hele verden vide at Charlotte Jørgensen ikke er helt normal, tænker jeg ikke over hvad andre vil sige, men i stedet hvad der vil gøre mig lykkelig. Hverken gamle ruiner i Tyrkiet, eller restauranter, der serverer slange kød på lavasten, kan hamle op med min dagligdag. At bestige vandfald på Jaimaca var en oplevelse udover det sædvanlige, men hvis valget stod mellem det eller livet på Rysensteen valgte jeg sidstnævnte. Det samme gælder for at bo på Miamis lange gyldne strande eller slotte i Tyskland.

Efterhånden bruges ferie til at udleve alt det, der i dagligdagen bliver kuet af frygten for dårlig omtale. Når hverdagen igen indtræffer, kan man blære sig med alle de eksotiske steder ferien bød på, uden at have oplevet en smule kultur, da hele opholdet foregik på et luksuriøst hotel.

At rejse er at leve, var måske sandt på H.C. Andersens tid, da folk var bundet til deres hverdag uden valg og muligheder for ændringer. Men i nutidens vestlige samfund passer dette mundheld ikke. I dag er rejser blevet et udtryk for samfundets og ikke mindst mediernes, syn på stilstand og alderdom. Man må ikke være kedelig, ved at være tilfreds med det man her, men samtidig heller ikke så grænseoverskridende, at man gør noget i sin hverdag, som bryder med normerne. Rejser er blevet et status symbol, mængden af eksotiske og anderledes elementer bestemmer hvor præstige fyldt ens rejsemål er.

At rejse er ikke at leve. Men at sætte sig udover normerne, i den hverdag ens verden består af, det er at leve.