hvad glor du på?

Hvad glor du på?
kronik om Lasse Vöges kronik "hvad glor vi på"

Vöge siger hverken noget nyskabende eller kontroversielt i sin kronik, som i korte træk er en kritik af vores trang til absurditeter og en verbal lussing til måden, hvorpå medierne skaber virkelighedskriterier, som er alt andet end virkelige. Kronikken Hvad glor vi på? omhandler med ironi et af de emner, som inden for sociologien er mest oppe i tiden: medierne, og hvordan vi bruger dem og selvfølgelig: hvordan de bruger os.

Indlægget i Politken har to dele, hvoraf den første er en ”selvretfærdig forargelse”, som Vöge selvindsigtsfuldt vælger at kalde det. Han fortæller om, hvordan trafikken en tilfældig søndag er gået i stå, fordi hober af mennesker har valgt at stimle sammen foran et ulykkessted med store forslugne øjne. Med ironi har han fordrejet Familien Danmarks søndags udflugt til at være kritik dryppende af sarkasme. Trods hans harme over folks manglende pli føler han sig alligevel truffet over sin egen negative dom da ”..mine øjne hviler brøkdele af et sekund længere på side 9 end 8 i ekstra bladet…. Jeg er jo bare med på en kigger.”

Med disse ord lægger han op til anden del af sit indlæg, hvor han forklarer at voyeurisme ikke er et nyt fænomen, men at de elektroniske medier har givet den en helt ny platform at boltre sig på. Med henvisninger til en mand, som for os samfundsvidenskabelige gymnasieelever er en gammel kending, nemlig sociologen Thomas Ziehe, forklarer Vöge, hvordan manglen på selvfølelse er grundlag for Familien Danmarks medie-afhængighed. Vores manglende selvfølelse gør os virkelighedsskræmte, hvorefter vi så søger følelser og oplevelser i medierne. Reality programmer og interaktive medier, såsom Internettet, bliver virkelighed, da vi begynder at leve igennem dem af frygt for verden.

Med ordspil hævder Vöge, at medierne har nedbrudt grænserne mellem privat/offentligt og fiktion/virkelighed i vores globaliserede verden. Dette har medført, at vores personlige grænser er blevet flyttet – og stadig bliver det. Derfor stopper folk op på motorvejen og kigger spændt på bilulykker.
Det er ikke længere nok for os at se en god film om kærlighed, nej det er nødvendigt at vide, at de følelser, som udspilles på fjernsynsskærmen er ægte, så vi kan føle med dem. Vi hepper på Merete, når hun prøver at tabe sig, bider knoer til, Hvem vil være millionær? og græder sammen med de utilpassede unge og deres hårde liv i Bratcamp. Men hvorfor ikke bare føle det selv? Fordi vi er bange!! Medierne er den nyeste mode inden for eskapisme. Vi behøver ikke længere undertrykke vores følelser med stoffer, men kan uden personlig risici opleve hele følelsespaletten hjemme på sofaen. Computerspillet The Sims er endnu et fabelagtigt eksempel på vores flugt fra virkeligheden uden helt at give slip. Formålet med dette spil er at skabe en så virkelighedstro person som mulig.

Men hvad er det, som vi pludselig er bange for? Vöge giver vores dødsangst og måden, hvorpå det eneste uundgåelige i tilværelsen bliver håndteret. Død er ikke en integreret del af vores hverdag, og påmindelser om, at narcissisterne ikke lever evigt, bliver skjult bag ældrehjemmenes døre og på dødsgangene, der løber gennem Hospice. Vi junker død, fordi vi frygter den.

For at finde en forklaring på accepten af denne levevis tror jeg vi endnu engang må dy til sociologien. I det traditionelle samfund fandtes kun en slags socialisation (måden hvorpå børn bliver opdraget og får deres normer), nemlig den primære. Denne består af mor, far og andre tætte bånd. Med velfærdssamfundet og kvindernes march ud på arbejdsmarkedet opstod den sekundære socialisation: børnehaver, skoler mm. Efter fjernsynet er blevet allemandseje, er endnu en socialisations proces opstået: medierne. Min generation er vokset op med Bamse og Kylling, som en vigtig del af opdragelsen. Vi har fået normer fra Kaj og Andrea. Den intensive dosis af trip, trap, tønde, som vi fra barnsben er blevet indskudt med, har gjort fjernsyn lige så ægte for os som virkeligheden.

Men også vores forherligelse af videnskaben har været med til at påvirke samfundet. Kristendom, Islam og de fleste andre religioner, prædiker evigt liv i Himlen efter døden, men nu hvor Vesten har skubbet disse påstande til side, til fordel for Darwin og Big Bang, hvad er der så at tro på, når vi en dag dør? Forskerne efterlod et sort hul, da de opdagede sorte huller og evolutionen. De har ingen forklaring på, hvordan det skal gå mennesket, når hjertet en dag slår for sidste gang.

Vöge skriver: ”virkeligheden er ikke virkelig før den har været på tv…” Han kæder så Ziehes socialisationstype narcissisten: en, der altid kigger i spejlet for at vide at han/hun eksistere. En, der vælter fra en sindsstatus regeret af storhedsvanvid til dyp depression, på denne kommentar. På flere punkter har han ret i denne påstand. Vi lever i et samfund, hvor du alene hersker over din skæbne og har til måls at realisere dig selv. Her er medierne og Internettet et fantastisk værktøj. Personligt, tror jeg at dette er grunden til, at hjemmesider som myspace og facebook vinder frem: det er muligt at udstille sig selv præcis som ønsket. Dårlige billeder vælges fra, og ucharmerende egenskaber undlades. Alt handler om dig på din blog.

Dette er én side af Vöges negative påstande, men de kunne også anskues fra en anden vinkel. Måske er det ikke socialisationstyper og videnskabelige fremskridt, som ligger til grund for den svindende gode tone i det danske offentlige - og private rum. Men at normerne i samfundet i øjeblikket bliver udvasket og omformes. Det er op til det enkelte individ at bestemme, hvad der er god opførsel, og hvad der ikke er det.
Dele af denne kronik får tankerne hen på en novelle af Svend Åge Madsen, kaldet Skabt for hinanden. I dette stykke fiktion har alle fået indopererede fjernsynsprogrammer direkte ind på nethinden og lever gennem disse programmer. I stedet for virkelige følelser ser de ekstreme reality programmer. Man kan fristes til at konkludere at Svend Åge Madsen fik ret – i hvert fald delvis, hvis man lytter til hr. Vöge.