hvad glor du på?

Hvad glor du på?
kronik om Lasse Vöges kronik "hvad glor vi på"

Vöge siger hverken noget nyskabende eller kontroversielt i sin kronik, som i korte træk er en kritik af vores trang til absurditeter og en verbal lussing til måden, hvorpå medierne skaber virkelighedskriterier, som er alt andet end virkelige. Kronikken Hvad glor vi på? omhandler med ironi et af de emner, som inden for sociologien er mest oppe i tiden: medierne, og hvordan vi bruger dem og selvfølgelig: hvordan de bruger os.

Indlægget i Politken har to dele, hvoraf den første er en ”selvretfærdig forargelse”, som Vöge selvindsigtsfuldt vælger at kalde det. Han fortæller om, hvordan trafikken en tilfældig søndag er gået i stå, fordi hober af mennesker har valgt at stimle sammen foran et ulykkessted med store forslugne øjne. Med ironi har han fordrejet Familien Danmarks søndags udflugt til at være kritik dryppende af sarkasme. Trods hans harme over folks manglende pli føler han sig alligevel truffet over sin egen negative dom da ”..mine øjne hviler brøkdele af et sekund længere på side 9 end 8 i ekstra bladet…. Jeg er jo bare med på en kigger.”

Med disse ord lægger han op til anden del af sit indlæg, hvor han forklarer at voyeurisme ikke er et nyt fænomen, men at de elektroniske medier har givet den en helt ny platform at boltre sig på. Med henvisninger til en mand, som for os samfundsvidenskabelige gymnasieelever er en gammel kending, nemlig sociologen Thomas Ziehe, forklarer Vöge, hvordan manglen på selvfølelse er grundlag for Familien Danmarks medie-afhængighed. Vores manglende selvfølelse gør os virkelighedsskræmte, hvorefter vi så søger følelser og oplevelser i medierne. Reality programmer og interaktive medier, såsom Internettet, bliver virkelighed, da vi begynder at leve igennem dem af frygt for verden.

Med ordspil hævder Vöge, at medierne har nedbrudt grænserne mellem privat/offentligt og fiktion/virkelighed i vores globaliserede verden. Dette har medført, at vores personlige grænser er blevet flyttet – og stadig bliver det. Derfor stopper folk op på motorvejen og kigger spændt på bilulykker.
Det er ikke længere nok for os at se en god film om kærlighed, nej det er nødvendigt at vide, at de følelser, som udspilles på fjernsynsskærmen er ægte, så vi kan føle med dem. Vi hepper på Merete, når hun prøver at tabe sig, bider knoer til, Hvem vil være millionær? og græder sammen med de utilpassede unge og deres hårde liv i Bratcamp. Men hvorfor ikke bare føle det selv? Fordi vi er bange!! Medierne er den nyeste mode inden for eskapisme. Vi behøver ikke længere undertrykke vores følelser med stoffer, men kan uden personlig risici opleve hele følelsespaletten hjemme på sofaen. Computerspillet The Sims er endnu et fabelagtigt eksempel på vores flugt fra virkeligheden uden helt at give slip. Formålet med dette spil er at skabe en så virkelighedstro person som mulig.

Men hvad er det, som vi pludselig er bange for? Vöge giver vores dødsangst og måden, hvorpå det eneste uundgåelige i tilværelsen bliver håndteret. Død er ikke en integreret del af vores hverdag, og påmindelser om, at narcissisterne ikke lever evigt, bliver skjult bag ældrehjemmenes døre og på dødsgangene, der løber gennem Hospice. Vi junker død, fordi vi frygter den.

For at finde en forklaring på accepten af denne levevis tror jeg vi endnu engang må dy til sociologien. I det traditionelle samfund fandtes kun en slags socialisation (måden hvorpå børn bliver opdraget og får deres normer), nemlig den primære. Denne består af mor, far og andre tætte bånd. Med velfærdssamfundet og kvindernes march ud på arbejdsmarkedet opstod den sekundære socialisation: børnehaver, skoler mm. Efter fjernsynet er blevet allemandseje, er endnu en socialisations proces opstået: medierne. Min generation er vokset op med Bamse og Kylling, som en vigtig del af opdragelsen. Vi har fået normer fra Kaj og Andrea. Den intensive dosis af trip, trap, tønde, som vi fra barnsben er blevet indskudt med, har gjort fjernsyn lige så ægte for os som virkeligheden.

Men også vores forherligelse af videnskaben har været med til at påvirke samfundet. Kristendom, Islam og de fleste andre religioner, prædiker evigt liv i Himlen efter døden, men nu hvor Vesten har skubbet disse påstande til side, til fordel for Darwin og Big Bang, hvad er der så at tro på, når vi en dag dør? Forskerne efterlod et sort hul, da de opdagede sorte huller og evolutionen. De har ingen forklaring på, hvordan det skal gå mennesket, når hjertet en dag slår for sidste gang.

Vöge skriver: ”virkeligheden er ikke virkelig før den har været på tv…” Han kæder så Ziehes socialisationstype narcissisten: en, der altid kigger i spejlet for at vide at han/hun eksistere. En, der vælter fra en sindsstatus regeret af storhedsvanvid til dyp depression, på denne kommentar. På flere punkter har han ret i denne påstand. Vi lever i et samfund, hvor du alene hersker over din skæbne og har til måls at realisere dig selv. Her er medierne og Internettet et fantastisk værktøj. Personligt, tror jeg at dette er grunden til, at hjemmesider som myspace og facebook vinder frem: det er muligt at udstille sig selv præcis som ønsket. Dårlige billeder vælges fra, og ucharmerende egenskaber undlades. Alt handler om dig på din blog.

Dette er én side af Vöges negative påstande, men de kunne også anskues fra en anden vinkel. Måske er det ikke socialisationstyper og videnskabelige fremskridt, som ligger til grund for den svindende gode tone i det danske offentlige - og private rum. Men at normerne i samfundet i øjeblikket bliver udvasket og omformes. Det er op til det enkelte individ at bestemme, hvad der er god opførsel, og hvad der ikke er det.
Dele af denne kronik får tankerne hen på en novelle af Svend Åge Madsen, kaldet Skabt for hinanden. I dette stykke fiktion har alle fået indopererede fjernsynsprogrammer direkte ind på nethinden og lever gennem disse programmer. I stedet for virkelige følelser ser de ekstreme reality programmer. Man kan fristes til at konkludere at Svend Åge Madsen fik ret – i hvert fald delvis, hvis man lytter til hr. Vöge.

Officialy: I'm a writer

The summer's over and the classrooms of Rysensteen call my name, along with about 200 new teens, who are about to begin three of the best years in their lifes. My summer were spent in a tent at a Music festival, in the Streets of London and writing, what is going to be my first oficially published short story. Around Christmas the book have gone through the last editing touchs and will be able to find at specially selected danish, swedes and norwigan libaries. And also available in a lot of bookstoes in thoose before mentioned three contries. You have to be aware that you as a customor have to specifictly ask your Bookstore to order a copy home.

So get up from your couch and go buy the book. It is called Rar & Rolig. Make me famous.

What is the book about you might ask? Well, I'll tell you laddy. It is 29 short stories and one poem in three different languages about all sort of things: kids going on a bratcamp to nowhere, love in pills, the new Dan Turell have written a short story and a bunch of other things. My story is about a future where most the African rainforrest have been cutdown, to make farms. Now a terriable mutated version of Ebola have striked, and the American goverment have to found a solution before the worlds most dangerous virus spred to the land of freedom.

Buy it now: rar & rolig.

Hot famous men and why we love them.

A thing we girls spend a lot of time on – besides make-up, shopping and our hair and of course watching sex and the city – is guys. It’s like they are the fuel, which makes us keep going. There are an old saying, but actually I think it was about us chickas, but now I’ll just turn it around: can’t live with them, can’t live without them (or something in that area). But this saying only applies to our boyfriends, or maybe-boyfriends or our “I’m-not-sure-but-we-are-dating” this had nothing to do with a lovely thing I’ll like to call famous males. And that is why I loooove them. Hat is why WE love them. They look good and can be anyone we want them to depending on which movie we choose to watch.

On the coming blogs we’ll take a closer look on MY favourite men and an analysis on why they are so.

But first, what does it take to make this list? Qualities I think are important in a good looking guy? Well, he must not be very well trained, no Arnold Swarzenegger or anything remotely. Most of the time I do prefer brown hair over blonds, and weak traces of a beard are really sexy. And then he most own charisma and have a lovely smile.

Johnny Depp
I have NEVER met a girl who did not think Johnny Depp was hot. His almost fifty, but looks good for an old guy – hell for a young one too. My guess is that the thing we are attracted to is the way Mr. Depp can pull of every look possible. No matter what he does to his hair, clothes or facial hair he is still hot. This makes him a timeless and classical hot guy.

******
six out of six stars

Dribble over him in:
What's eating Gilber Grape
Pirates of the Caribbean
Edward Scissorhands
Secret Window
Finding neverland
Charlie and the chocolate factory
Chocolate


Ewan McGregor
This is my favourite sexy actor and has been for as long as I can remember. He must have been taken straight out of my “how the perfect guy should be like”-book.
Brown hair, check.
Great smile, check.
Tattoo, check.
Scottish, check.
Good looking WITH beard, check.
Good looking without, check.
Got a motorbike, check.

I know he is not one that a whole lot of girls are attracted to, but I have to say: I’m sold. And he does NOT look like he’s forty-something!!!

**********
more than the amount of stars possibly.

Dribble over him in:
Moulin Rouge
Trainspotting
The Island
Long way round (tv series)
Black Hawk down
Blue Juice
Cassandra’s dreams


Heath Ledger
When this man passed away last year I could not believe it. Was he on drugs? Or was it an accident? Either way I knew that the film industry had lost, not only one of the big talents and up coming superstars but also one of their best looking ones. Born and raised down under Heath Ledger had a charming and accent and furthermore a lovely smile. He evolved from a semi-good looking young lad in then things I hate about you (one of my alltime favourite teen movies) to a sexy in a sweet kind of way young man. Very modest and a tight bit shy.

******
five out of six stars

Dribble over him in:
Batman – The Dark knight (warning: HE IS NOT HOT IN IT)
Casanova
The Brothers Grimm
Brokeback mountain (warning: GAY)
Ned Kelley
Four Feathers
The Patriot
A knight’s tale
10 things I hate about youBlackrock (small role, great film)

Orlando Bloom
First of all: no he is not hot in Lord of The rings. For goodness sake he has long, straight white hair and pointy ears. I actually thought he was a big of a doo-gooder and mamas-boy when he first started appear everywhere. But his good style and his stubbles and the fact he stared in something other than fantasy movies has changed this. His big poppydog-eyes and that thick brown hair, yummi.

**** **
four out of six stars

Dribble over him in:
Pirates of the Caribbean
Ned Kelley
Black Hawk Down
Elisabethtown

Der er intet i vejen med ungdommen

Essay om nutidens unge
Af Charlotte Jørgensen

At være ung i nutidens samfund er at være mål for megen diskussion. Alle har en mening om, hvad der er galt med nutidens ungdom. De har en mening om vores forbrugsvaner, vores alkohol-traditioner, musiksmag, måde at gå klædt, vores holdning til omverdenen – her påstås det ofte at vi er ligeglade og utroligt egocentrerede – vores værdisæt. Mange ældre er overbeviste om, at teenagerne i Danmarks pulserende samfund ser verden gennem et par selvfikserede briller, der hjælper med at få alle situationer til at dreje sig om den unge. Vi fremstiller og udstiller vores egen person ved hjælp af mærkevarer, genbrugstøj og reality tv programmer. Selv vores dansklærer ryster på hovedet over den stigende selveksponering blandt gymnasieelever. ”Hvad skal I dog med det dansepodium til festerne? Kan I ikke bare nyde dansen som en fællesting? Hvorfor skal I udstille jer selv som den sejeste, den mest rytmiske, den lækreste?” spurgte han forleden. Gang på gang oplever jeg, at vi bliver anklaget for kun at tænke på os selv.

Måske er vi meget optaget af at udstille os selv på præcis den rigtige måde og kreerer en Hollywood film ud af vores liv, men at kritikken bliver rettet mod de unge er alt andet end retfærdigt. Vi lever i en tid, hvor alle traditioner bliver udvasket. Helt fra lille får vi at vide vi kan alt. Mor og far ved ikke, hvad der er rigtig for os. Dette må vi selv indse. Vi pejler efter et mærke i vores mavefornemmelse og må endelig ikke sammenligne os med andre. For det handler om vores udvikling, ikke de andres. Der er ikke længere nogen fast måde at gøre tingene på., og ofte bliver vi overladt til os selv. Den opdragelse, der før i tiden skete i hjemmet, sker nu i institutioner, hvor pædagogerne har ti-femten unger at se efter samtidig. Dette giver en del tid, hvor det enkelte barn selv må bedømme situationer og tage beslutninger.

I stedet for at beklage sig over de unge, som blot er et produkt af samfundet, burde man i stedet se på den hverdag, de unge indgår i. Normerne er væk og med dem et indbygget kodeks for, hvordan man kan opføre sig. Samtidig fylder den tertiære socialisation - nemlig medierne - utrolig meget i det senmoderne samfund. Rockstjerner og skuespillere bliver placeret på diamant piedestaler og brugt som ikoner for rigtig og forkert, da ingen ansvarsfuld voksen vil bestemme for os. Disse få udvalgte bruger utrolige mængder penge på selveksponering, da udseende sælger.

Ikke kun fra medierne får de unge bekræftet at udseende og individualitet fungerer. På arbejdsmarkedet skal du være omstillingsparat, udadvendt og have en speciel tilgang til tingene, ergo skal du være unik. En undersøgelse fastslog at mange arbejdspladser fravælger pga. udseende. Fedme og grimt tøj kan være grunden til man ikke bliver hyret, selv hvis man er kvalificeret.

Alt den energi, vi unge bruger på udseende, kunne flytte bjerge, hvis vi investerede den i andre ting. Men i modsætning til ungdommen i tresserne har vi intet at bryde op med. Hvorfor skulle vi dog starte en march? Vores samfund bugner af overflod, og vi har alt, hvad man kunne ønske sig. Ganske få i samfundet lever utroligt dårligt, og den danske stat sender store mængder af ulandsbistand til de fattige lande. Det så kendte teenageoprør ville være hykleri hvis generation-indsæt-dit-eget-navn prøvede det. Hvad skulle der stå på lederbanneret? Giv os 200 kr. ekstra i lommepenge til tøj?

Overalt møder vi valg, som kun vi kan træffe. Hvilket gymnasium? Hvilken studieretning? Hvilket parti? Hvilken tro? Samtidig får vi blæst ørene fulde af ting som er op til os. Ansvar for egen læring. Man skaber selv sit liv, og har selv ansvar for det.

Hvis man vil se, hvor god samfundets udvikling er, skal man kigge på de unge. Når der er overflod og trygge tider, blomstrer forskellige ungdomskulturer. I øjeblikket har vi rigtig mange penge og utrolig lidt utryghed, derfor er den store ungdomskultur meget fokuseret på sig selv, da der er intet at kæmpe for.

Så ja, vi er egocentrerede og bruger for mange penge på selveksponering. Ja, vi har en vag holdning til mange ting og kæmper ikke indædte politiske kampe. Ja, vi sætter tit os selv først, og ja. vi har ikke de samme normer som jer gråhårede brokkehoveder. Men det er det, samfundet vil have, og vi følger blot med. Fremtidens samfund vil blive delt i to: dem som sagtens rider på den senmoderne mobilitetsbølge, og dem som bliver skræmt og drukner. En stor del af de unge vil bestå, da vi er vokset op med det som mantra.

at rejse

At rejse er at leve, skrev H. C. Andersen, og akkurat som digteren selv er det korte mundheld blevet folkeeje. Alle kender det og nikker genkendende til ordene, til trods for de måske ikke kender deres oprindelse og finder lykke og nydelse i udsigten til en uge på ski i de franske Alper eller på den mexicanske strand.

Der bliver set frem til de par uger om året, hvor hverdagen bliver udskiftet til fordel for scenarier langt mere eksotiske og fulde af adspredelse. Som otteårig havde jeg selv allerede udforsket Portugals små snørklede gader og blevet belæsset med smykker med det beskyttende øje af tyrkiske købmænd.

De uheldige få, der ikke finder overskud i budgettet til en flybillet og derfor må blive hjemme, bliver set på som spedalske af dem, der vælger at fortsætte deres solbadning på de thailandske strande trods kæmpebølger og naturkatastrofer. For det er da adspredelse.

Turismen nærmer sig nye højder og ligner mere og mere en religion, der skal følges for at være hip og rigtig i det moderne globale samfund. Man skal helst have en kammerat eller to i USA og en bekendt på New Zealand. Selv har jeg været ekstremist og æresmedlem af rejse-fan-klubben, men de månedlige betalinger for medlemskabet ophørte langsomt gennem det sidste år.

Man er en rask dreng og en stærk pige, hvis man som lille taler om at gå på eventyr. I teenagealderen vil ord som nørd og kedelig blive stemplet i ens pande, hvis ikke oprør og planer om at stikke af fra det kedelige barndomshjem dukker op i hver fjerde linie.

Efter brylluppet og den yderst romantiske bryllups rejse til en fjernt liggende ø tager man igen af sted – for at give børnene de samme minder som man selv har. Når de små guldklumper er fløjet fra reden, skal man jo ikke gå hen og blive gammel, hvilket resulterer i at man sælger huset og køber en båd.

Mennesket har altid været nysgerrigt. Det var sådan de opdagede ilden og Amerika, men vores races trang til at rejse er i de senere år eskaleret. Især i den Vestlige del af verden, hvor velstanden hersker. Vi har forskanset os i en forestilling om, at rejser og nye oplevelser er det eneste rigtige, men samtidig har vi vænnet os til en bestemt luksuøs standard, hvilket resulterer i, at vi finder de få uberørte tilbageblevne steder på planeten og bygger et femstjernet Hilton hotel samt et shopping center midt i modernaturs herligheder. Måske er det samfundets negative syn på alderdom og dennes forbindelse med kedsomhed, der ligger til grund for alt dette rejse-vanvid. For nysgerrighed kan i hvert fald ikke være drivkræften bag, da ingens trang til nyt kan blive tilfredsstillet af, at slumre ved poolen, i lande hvor det indfødte sprog ikke er noget, man lærer, da dollaren kommunikere med alle folkeslag.

Det er ironisk nok mine mange ferier, som har fået mig til at indse, at trangen til at rejse for rejsens skyld ikke længere er så stærk. Mange af mine kammerater snakkede om, hvor vigtig ferie var for dem. De fortalte livligt om, hvordan mødet med nye kulturer og luksusen deres hoteller bød på, fik dem til at leve mere end normalt. I mange år deltog jeg aktivt i debatten, men efterhånden, især efter jeg startede på Rysensteen, er det gået op for mig, at sådan har jeg det slet ikke. Vennerne fra folkeskolen fortæller, hvordan deres hverdag er kedelig, og om hvordan de glæder sig til den næste ferie, så de kan gøre noget ekstremt. Selv føler jeg at min hverdag, er alt hvad den skal være. Trangen til at rejse sydpå for at opleve spontanitet er begravet, da min hverdag byder på mange ukendte og fascinerende oplevelser. Til trods for at rygterne vil svirre og lade hele verden vide at Charlotte Jørgensen ikke er helt normal, tænker jeg ikke over hvad andre vil sige, men i stedet hvad der vil gøre mig lykkelig. Hverken gamle ruiner i Tyrkiet, eller restauranter, der serverer slange kød på lavasten, kan hamle op med min dagligdag. At bestige vandfald på Jaimaca var en oplevelse udover det sædvanlige, men hvis valget stod mellem det eller livet på Rysensteen valgte jeg sidstnævnte. Det samme gælder for at bo på Miamis lange gyldne strande eller slotte i Tyskland.

Efterhånden bruges ferie til at udleve alt det, der i dagligdagen bliver kuet af frygten for dårlig omtale. Når hverdagen igen indtræffer, kan man blære sig med alle de eksotiske steder ferien bød på, uden at have oplevet en smule kultur, da hele opholdet foregik på et luksuriøst hotel.

At rejse er at leve, var måske sandt på H.C. Andersens tid, da folk var bundet til deres hverdag uden valg og muligheder for ændringer. Men i nutidens vestlige samfund passer dette mundheld ikke. I dag er rejser blevet et udtryk for samfundets og ikke mindst mediernes, syn på stilstand og alderdom. Man må ikke være kedelig, ved at være tilfreds med det man her, men samtidig heller ikke så grænseoverskridende, at man gør noget i sin hverdag, som bryder med normerne. Rejser er blevet et status symbol, mængden af eksotiske og anderledes elementer bestemmer hvor præstige fyldt ens rejsemål er.

At rejse er ikke at leve. Men at sætte sig udover normerne, i den hverdag ens verden består af, det er at leve.

Censorship during the Iraq war.

Words as propaganda and censorship are most often linked to the old communist states and Islamic countries ruled by horrible dictators. The western world is proud of the independent media which have evolved side by side with our so treasured freedom. The global community’s progress is measured in freedom of speech and we fight for our right to speak what is on our minds. Not many of us would believe that our journalists are met by censorship when they report from a war zone. Not the Danish government or the newspaper which brought the Muhamed drawings apologized to the Muslims based exactly on the reason above. Denmark and America for that matter does not believe in censorship.

So when the Vietnam War began the American government had no problem with giving the Journalists all-area backstage-passes to an once in a lifetime concert of various screams in the devastated land on the other side of the globe. But the situation took an unexpected turn when the pictures which was send back to the Land of oppotunities and it’s citizens. Photographs of burning children and americans soldiers shooting themselves on purpose so they would be send back home did not have a positive effect on the Americans. The children of the flower power days started marches which soon spread across the Atlantic ocean to Europe. Suddenly the war for freedom was not all that popular and the presidents support decreased.

We like to eat the steak, but that does not mean we want to meet the cow, now does it? The wietnam was thaught all goverments and their military this. The people will support a war based on good arguments as long as they do not identify with the casulties. So when the Iraq war began Bush had to find another way to insure the media’s cooperation and in extension the good will of the Western population. He could do a numerous of things. The first scenario would be to freeze out the journalists and the media and hope they would find something ells to focus on. The danger of this would be the journalist’s curiosity which could result in negative stories towards the war and the goverment.

Bush could also repeat the happy story of the Vietnam War, but who anted to that?
His welleducated suit-dressed employees and counsellors came up with another idea. What if we gave the journalists permission to air live from the battle? Gave them information on the attacks so they would have something to sell? What if we insured that all news and information came from the US goverment and was controlled? Wht if we gave them just enough news so they would not go snooping around? Or what if all journalist in Iraq under the collision protection had to sign a contract which said that every tiny bit of news had to be looked through and approved by the military before publishing? What if we censored everything in a way that was not obvious?

So that was what they did. They fed the mssmedia with just enough information so they would not send journalist out to find dirt on the troops or the war in general. They gave journalist permission to air directly from Iraq but cencored everything. Not often did we see dead bodies in the news during the war or hear from Iraqis who was unsupporting. Is we think censorship do not excist in our democracy we are wrong. The Iraq war is a great exsample.

skønhed skønhed

jeg ville blot dele en lille flig af den visdom, som verdenen rummer. Dette korte citat af Lasse Dencik fangede noget i min sjæl, som har fyldt min underbevidstheden gennem en række måneskift nu.

"Ethvert menneske rummer mange mulige liv. Det postmoderne menneskes ekstentielle sorg, er derfor mest af alt sorgen over de liv man ikke har levet"

Ikke ofte har ordet smukt gledet over mine læber, men jeg siger det nu. De ord, de ord er smukke og så fulde af... af skønhed at det fylder mine grålige øjne med saltetårer og tager pusten fra mig.

Alt kan sættes til diskussion.
Alt kan være anderledes.

humans are overrated

Man får slag efter slag efter slag kylet i fjæset. Det første kan man tage, for man ved at det kvindelige køn er præcis lige så godt som dem, der først blev skabt af gud, men det gør alligevel en smule ondt. Det næste, går ind bag dine parader og rammer dig. Slår en tand løs og får dig til at vakle. Ens evner bliver fundet utilsktrækkelige, ikke pga. manglen på nosser og pik, men fordi det simpelthen ikke er godt nok. Knockout sker ved mistro til dine intentioner og beskeden om at du ikke er nødvendig. Der bliver sået mistro om dine hensigter uden at du er der til at forsvare den ene ting som andre kan stjæle uden at blive rige, men gør dig evindelig fattig, nemlig dit gode navn.

Dine psykiske barriere er blevet destrueret og du står tilbage uden forsvar. I stedet for at indrømme nederlag, prøver man febrilsk at opbygge nye. Bag vreden gemmer man det, der er for skrøbeligt at vise.

Så undskyld, hvis jeg ikke er den store tilhænger af menneskehedens egen selvoptagede storhed.

Fantasi eller virkelighed

Fantasi eller virkelighed
Aldous Huxley : Fagre nye verden
Huxley skrev bogen Brave New World eller Fagre Nye verden, som den danske titel lyder, som reaktion på Fords stigende brug af samlebåndet. Han oplevede, hvordan det pludselig var blevet muligt at masseproducerer identiske produkter. Dette skræmte ham da tankerne om en fremtid, hvor mennesket havde oprindelse på båndet ved siden af den nye Ford T, spirede i hans fantasi.

Denne milepæl i industriens historie inspirerede til en bog om en verden, hvor videnskaben er højt udviklet og undertrykker naturen på nærmest alle punkter. Produktion har gennemsyret samfundet og ved hjælp af forskning, er det blevet muligt at skabe op til halvfjerds identiske mennesker, hvis skæbne allerede er forudbestemt.

Historien lader os møde et menneske, der er vokset op udenfor dette fremtidige verdenssamfunds jerngreb. Han har ikke oplevet en kontrolleret og overbeskyttet hverdag, hvor mennesket bliver stimuleret med kemikalier, da naturlige oplevelser, der udløser adrenalin, er blevet en mangelvare. Kampen for at ændre verden virker forgæves, og dette sidste rest af naturlige menneske ender med at tage sit eget liv.

Skræmmekampagnen går i sin enkelhed ud på at informere og advare om en fremtid, hvor menneskets selvbestemmelse er forsvundet, idet indbyggerne i verdenssamfundet er blevet underlagt videnskabens fremskridt. Dette har resulteret i at det mest naturlige, nemlig fødslen, er noget, man læser om i historiebøgerne.

Huxley selv er negativt stemt overfor udviklingen i samfundet. Alle, der stiller spørgsmål til pragtsamfundet i historien, lader han forsvinde. Den studerende, som spørger ind til emnet, bliver gjort stille under Direktørens lange forherligelse af Bokanovskibehandling. den vilde, der ikke accepterer det nye samfund uden indvendinger, begår selvmord. Men der hvor det er tydeligst, at Fagre Nye Verden er en kritik, er da præsidenten fortæller, at lidenskabelig forelskelse ikke længere eksisterer. Parforhold – altså kærligheden mellem to mennesker – er blevet umoralsk. På Huxleys tid (også i det nuværende samfund) var især parforhold og ægteskab et af hovedmålene med et individs liv. At give den teknologiske udvikling skylden for et så vigtigt elements forsvinden må anses for hård kritik.

Nutidens samfund er begyndt at lege med genteknologi og kloning. Vi har klonet et, hvis ikke flere får. Et par forskere har endda haft held med at skabe liv i et reagensglas. Vores etiske regler tvang dem efterfølgende til atter at gøre væsken i reagensglasset til intet mere end netop det. Det er disse etiske regler, som er den tynde grænse, der adskiller virkeligheden fra fiktion. Men reglerne er åbne for debat, så længe videnskaben er i udvikling. Eliten inden for lægevidenskab lægger ikke skjul på, at deres mål er at holde alle i live så længe som muligt. Vi er ved at skabe en verden, der skærmer det globale samfunds indbyggere mod alt ondt – præcist som Huxley beskriver i Fagre Nye Verden. Endnu er det beskyttende lag ikke så tykt at sindsbevægelser, såsom forelske og sorgen ved dødsfald bliver fjernet, men hvis muligheden for at undertrykke disse elementære følelser eksisterer længe nok, vil chancerne for, at de får grønt lys være stigende. Det er et velkendt faktum, at ting med tiden bliver accepteret. Sådan var det med teorien om jordens form, bakterier og brugen af atomkræft.

Når folk er deprimerede får de lykkepiller af psykologen, selvfølgelig er det patientens eget valg, men kritikerne ville sige, at sådan som verden udvikler sig, er det kun et spørgsmål om tid, før det bliver vedtaget ved lov, at alle med depression skal have ordineret medicin.

Konspirationsteoretikerne hvisker om en stat, der prøver at styre dens indbyggere. Stille, men effektivt lokker regeringen os ind i fast og lukket samfund, hvor der ikke er plads til afvigelser. Et af de nyeste og mest drastiske skridt er debatten om overvågning i det offentlige rum. Flere store amerikanske byer nyder allerede godt af Big Brothers evigt lurende øje. Samtidig har vi fået en ny lov, der gør det muligt at smide folk uden statsborgerskab ud af landet uden rettergang. Alt dette peger hen imod et samfund, der ligner det i Fagre nye Verden.

I den vestlige verden, hvor friheden er størst, og det samme er udbredelsen af demokrati, er fascinationen af det lange søde liv utrolig stor, men alligevel sættes der pris på op - og nedturene. For uden sorg kan der ikke føles glæde og ej heller kærlighed. Alle små piger er blevet opdraget til at finde ridderen på den hvide hest, og derfor ville det kræve utrolige, hvis ikke umulige midler, at fjerne denne opfattelse fra deres underbevidsthed.

Samtidig har mennesket kæmpet så længe mod et samfund, hvor man var født ind i en skæbne, at vi vil gå langt for at dette aldrig sker igen. I gamle dage var folk født til at være fæstebønder og senere som arbejdere på en uhumsk fabrik. Der har været for mange revolutioner til, at jordens herskende race atter vil lade sig kue.

Selvom fascinationen af teknologien er stigende, er den offentlige mening stadig negativt stemt overfor ekstreme gensplejsnings- samt kloningsprojekter. Den religiøse del af befolkning tror på, at Gud er skaber af alt liv. Hvis vi selv begynder at puste sjæle i dyr såvel som mennesker, leger vi Herren, hvilket må anses for en synd da: ”I må ikke have andre guder”. En Vestlig indbyggers liv er tit bygget på materialisme, hvilket leder over til reklamer. Disse fortæller, at vi skal være vores egne, skille os ud, være anderledes. Hvordan er det muligt at være et individ, hvis vi er klonet?

Da jeg læste uddraget af romanen, minded det mig om Marxisme. Præsidenten fortæller om et kemikalie, der modvirker frygt samtidig med, at han beskriver, hvordan de altid er glade. I det sidste trin i Karl Marx hypotese lever verden i utopi, evig lykke. Hvor han beskrev vejen som et af mange trin væk fra kapitalisme ved hjælp af socialistiske revolutioner, nåede befolkningen i Fagre Nye Verden frem til utopien ved hjælp af videnskaben. Ved hjælp af Bokanovskibehandling skabes der social stabilitet, og ting som frygt kan nedkæmpes med kemikalier.

Selv tror jeg aldrig, at samfundet vil ende som I Fagre nye Verden eller som Karl Marx’s beskrivelse af paradis på jorden, da størstedelen af os er som den vilde. Vi vil opleve kærlighed, rigtig frygt, dyb poesi og sorg. Vi vil grine, fordi vi virkelig er glade og ved, hvordan det føles, da vi få sekunder forinden var på grådens rand. Intet menneske kan være lykkeligt uden ulykke. Mange beskriver fødslen af deres børn, som den mest fantastiske oplevelse i deres liv, så hvem ville dog bytte den væk, bare for at slippe for smerten?

Sygdomme er naturens måde at holde bestanden af levende væsner nede, og min personlige overbevisning er, at vi ikke burde kæmpe så hårdt imod, da døden er en naturlig del af livet. Det har også vist sig at jo flere sygdomme vi finder en kur på, jo flere nye dukker op.

Om vi ender med et samfund præcist som beskrevet af Huxley? Nej. Men om vi ender med et mere kontrolleret og ”sterilt” samfund? Det tror jeg sker, da vi lige så langsomt lader os påvirke af magthaverne.