Fantasi eller virkelighed

Fantasi eller virkelighed
Aldous Huxley : Fagre nye verden
Huxley skrev bogen Brave New World eller Fagre Nye verden, som den danske titel lyder, som reaktion på Fords stigende brug af samlebåndet. Han oplevede, hvordan det pludselig var blevet muligt at masseproducerer identiske produkter. Dette skræmte ham da tankerne om en fremtid, hvor mennesket havde oprindelse på båndet ved siden af den nye Ford T, spirede i hans fantasi.

Denne milepæl i industriens historie inspirerede til en bog om en verden, hvor videnskaben er højt udviklet og undertrykker naturen på nærmest alle punkter. Produktion har gennemsyret samfundet og ved hjælp af forskning, er det blevet muligt at skabe op til halvfjerds identiske mennesker, hvis skæbne allerede er forudbestemt.

Historien lader os møde et menneske, der er vokset op udenfor dette fremtidige verdenssamfunds jerngreb. Han har ikke oplevet en kontrolleret og overbeskyttet hverdag, hvor mennesket bliver stimuleret med kemikalier, da naturlige oplevelser, der udløser adrenalin, er blevet en mangelvare. Kampen for at ændre verden virker forgæves, og dette sidste rest af naturlige menneske ender med at tage sit eget liv.

Skræmmekampagnen går i sin enkelhed ud på at informere og advare om en fremtid, hvor menneskets selvbestemmelse er forsvundet, idet indbyggerne i verdenssamfundet er blevet underlagt videnskabens fremskridt. Dette har resulteret i at det mest naturlige, nemlig fødslen, er noget, man læser om i historiebøgerne.

Huxley selv er negativt stemt overfor udviklingen i samfundet. Alle, der stiller spørgsmål til pragtsamfundet i historien, lader han forsvinde. Den studerende, som spørger ind til emnet, bliver gjort stille under Direktørens lange forherligelse af Bokanovskibehandling. den vilde, der ikke accepterer det nye samfund uden indvendinger, begår selvmord. Men der hvor det er tydeligst, at Fagre Nye Verden er en kritik, er da præsidenten fortæller, at lidenskabelig forelskelse ikke længere eksisterer. Parforhold – altså kærligheden mellem to mennesker – er blevet umoralsk. På Huxleys tid (også i det nuværende samfund) var især parforhold og ægteskab et af hovedmålene med et individs liv. At give den teknologiske udvikling skylden for et så vigtigt elements forsvinden må anses for hård kritik.

Nutidens samfund er begyndt at lege med genteknologi og kloning. Vi har klonet et, hvis ikke flere får. Et par forskere har endda haft held med at skabe liv i et reagensglas. Vores etiske regler tvang dem efterfølgende til atter at gøre væsken i reagensglasset til intet mere end netop det. Det er disse etiske regler, som er den tynde grænse, der adskiller virkeligheden fra fiktion. Men reglerne er åbne for debat, så længe videnskaben er i udvikling. Eliten inden for lægevidenskab lægger ikke skjul på, at deres mål er at holde alle i live så længe som muligt. Vi er ved at skabe en verden, der skærmer det globale samfunds indbyggere mod alt ondt – præcist som Huxley beskriver i Fagre Nye Verden. Endnu er det beskyttende lag ikke så tykt at sindsbevægelser, såsom forelske og sorgen ved dødsfald bliver fjernet, men hvis muligheden for at undertrykke disse elementære følelser eksisterer længe nok, vil chancerne for, at de får grønt lys være stigende. Det er et velkendt faktum, at ting med tiden bliver accepteret. Sådan var det med teorien om jordens form, bakterier og brugen af atomkræft.

Når folk er deprimerede får de lykkepiller af psykologen, selvfølgelig er det patientens eget valg, men kritikerne ville sige, at sådan som verden udvikler sig, er det kun et spørgsmål om tid, før det bliver vedtaget ved lov, at alle med depression skal have ordineret medicin.

Konspirationsteoretikerne hvisker om en stat, der prøver at styre dens indbyggere. Stille, men effektivt lokker regeringen os ind i fast og lukket samfund, hvor der ikke er plads til afvigelser. Et af de nyeste og mest drastiske skridt er debatten om overvågning i det offentlige rum. Flere store amerikanske byer nyder allerede godt af Big Brothers evigt lurende øje. Samtidig har vi fået en ny lov, der gør det muligt at smide folk uden statsborgerskab ud af landet uden rettergang. Alt dette peger hen imod et samfund, der ligner det i Fagre nye Verden.

I den vestlige verden, hvor friheden er størst, og det samme er udbredelsen af demokrati, er fascinationen af det lange søde liv utrolig stor, men alligevel sættes der pris på op - og nedturene. For uden sorg kan der ikke føles glæde og ej heller kærlighed. Alle små piger er blevet opdraget til at finde ridderen på den hvide hest, og derfor ville det kræve utrolige, hvis ikke umulige midler, at fjerne denne opfattelse fra deres underbevidsthed.

Samtidig har mennesket kæmpet så længe mod et samfund, hvor man var født ind i en skæbne, at vi vil gå langt for at dette aldrig sker igen. I gamle dage var folk født til at være fæstebønder og senere som arbejdere på en uhumsk fabrik. Der har været for mange revolutioner til, at jordens herskende race atter vil lade sig kue.

Selvom fascinationen af teknologien er stigende, er den offentlige mening stadig negativt stemt overfor ekstreme gensplejsnings- samt kloningsprojekter. Den religiøse del af befolkning tror på, at Gud er skaber af alt liv. Hvis vi selv begynder at puste sjæle i dyr såvel som mennesker, leger vi Herren, hvilket må anses for en synd da: ”I må ikke have andre guder”. En Vestlig indbyggers liv er tit bygget på materialisme, hvilket leder over til reklamer. Disse fortæller, at vi skal være vores egne, skille os ud, være anderledes. Hvordan er det muligt at være et individ, hvis vi er klonet?

Da jeg læste uddraget af romanen, minded det mig om Marxisme. Præsidenten fortæller om et kemikalie, der modvirker frygt samtidig med, at han beskriver, hvordan de altid er glade. I det sidste trin i Karl Marx hypotese lever verden i utopi, evig lykke. Hvor han beskrev vejen som et af mange trin væk fra kapitalisme ved hjælp af socialistiske revolutioner, nåede befolkningen i Fagre Nye Verden frem til utopien ved hjælp af videnskaben. Ved hjælp af Bokanovskibehandling skabes der social stabilitet, og ting som frygt kan nedkæmpes med kemikalier.

Selv tror jeg aldrig, at samfundet vil ende som I Fagre nye Verden eller som Karl Marx’s beskrivelse af paradis på jorden, da størstedelen af os er som den vilde. Vi vil opleve kærlighed, rigtig frygt, dyb poesi og sorg. Vi vil grine, fordi vi virkelig er glade og ved, hvordan det føles, da vi få sekunder forinden var på grådens rand. Intet menneske kan være lykkeligt uden ulykke. Mange beskriver fødslen af deres børn, som den mest fantastiske oplevelse i deres liv, så hvem ville dog bytte den væk, bare for at slippe for smerten?

Sygdomme er naturens måde at holde bestanden af levende væsner nede, og min personlige overbevisning er, at vi ikke burde kæmpe så hårdt imod, da døden er en naturlig del af livet. Det har også vist sig at jo flere sygdomme vi finder en kur på, jo flere nye dukker op.

Om vi ender med et samfund præcist som beskrevet af Huxley? Nej. Men om vi ender med et mere kontrolleret og ”sterilt” samfund? Det tror jeg sker, da vi lige så langsomt lader os påvirke af magthaverne.