Essay om nutidens unge
Af Charlotte Jørgensen
At være ung i nutidens samfund er at være mål for megen diskussion. Alle har en mening om, hvad der er galt med nutidens ungdom. De har en mening om vores forbrugsvaner, vores alkohol-traditioner, musiksmag, måde at gå klædt, vores holdning til omverdenen – her påstås det ofte at vi er ligeglade og utroligt egocentrerede – vores værdisæt. Mange ældre er overbeviste om, at teenagerne i Danmarks pulserende samfund ser verden gennem et par selvfikserede briller, der hjælper med at få alle situationer til at dreje sig om den unge. Vi fremstiller og udstiller vores egen person ved hjælp af mærkevarer, genbrugstøj og reality tv programmer. Selv vores dansklærer ryster på hovedet over den stigende selveksponering blandt gymnasieelever. ”Hvad skal I dog med det dansepodium til festerne? Kan I ikke bare nyde dansen som en fællesting? Hvorfor skal I udstille jer selv som den sejeste, den mest rytmiske, den lækreste?” spurgte han forleden. Gang på gang oplever jeg, at vi bliver anklaget for kun at tænke på os selv.
Måske er vi meget optaget af at udstille os selv på præcis den rigtige måde og kreerer en Hollywood film ud af vores liv, men at kritikken bliver rettet mod de unge er alt andet end retfærdigt. Vi lever i en tid, hvor alle traditioner bliver udvasket. Helt fra lille får vi at vide vi kan alt. Mor og far ved ikke, hvad der er rigtig for os. Dette må vi selv indse. Vi pejler efter et mærke i vores mavefornemmelse og må endelig ikke sammenligne os med andre. For det handler om vores udvikling, ikke de andres. Der er ikke længere nogen fast måde at gøre tingene på., og ofte bliver vi overladt til os selv. Den opdragelse, der før i tiden skete i hjemmet, sker nu i institutioner, hvor pædagogerne har ti-femten unger at se efter samtidig. Dette giver en del tid, hvor det enkelte barn selv må bedømme situationer og tage beslutninger.
I stedet for at beklage sig over de unge, som blot er et produkt af samfundet, burde man i stedet se på den hverdag, de unge indgår i. Normerne er væk og med dem et indbygget kodeks for, hvordan man kan opføre sig. Samtidig fylder den tertiære socialisation - nemlig medierne - utrolig meget i det senmoderne samfund. Rockstjerner og skuespillere bliver placeret på diamant piedestaler og brugt som ikoner for rigtig og forkert, da ingen ansvarsfuld voksen vil bestemme for os. Disse få udvalgte bruger utrolige mængder penge på selveksponering, da udseende sælger.
Ikke kun fra medierne får de unge bekræftet at udseende og individualitet fungerer. På arbejdsmarkedet skal du være omstillingsparat, udadvendt og have en speciel tilgang til tingene, ergo skal du være unik. En undersøgelse fastslog at mange arbejdspladser fravælger pga. udseende. Fedme og grimt tøj kan være grunden til man ikke bliver hyret, selv hvis man er kvalificeret.
Alt den energi, vi unge bruger på udseende, kunne flytte bjerge, hvis vi investerede den i andre ting. Men i modsætning til ungdommen i tresserne har vi intet at bryde op med. Hvorfor skulle vi dog starte en march? Vores samfund bugner af overflod, og vi har alt, hvad man kunne ønske sig. Ganske få i samfundet lever utroligt dårligt, og den danske stat sender store mængder af ulandsbistand til de fattige lande. Det så kendte teenageoprør ville være hykleri hvis generation-indsæt-dit-eget-navn prøvede det. Hvad skulle der stå på lederbanneret? Giv os 200 kr. ekstra i lommepenge til tøj?
Overalt møder vi valg, som kun vi kan træffe. Hvilket gymnasium? Hvilken studieretning? Hvilket parti? Hvilken tro? Samtidig får vi blæst ørene fulde af ting som er op til os. Ansvar for egen læring. Man skaber selv sit liv, og har selv ansvar for det.
Hvis man vil se, hvor god samfundets udvikling er, skal man kigge på de unge. Når der er overflod og trygge tider, blomstrer forskellige ungdomskulturer. I øjeblikket har vi rigtig mange penge og utrolig lidt utryghed, derfor er den store ungdomskultur meget fokuseret på sig selv, da der er intet at kæmpe for.
Af Charlotte Jørgensen
At være ung i nutidens samfund er at være mål for megen diskussion. Alle har en mening om, hvad der er galt med nutidens ungdom. De har en mening om vores forbrugsvaner, vores alkohol-traditioner, musiksmag, måde at gå klædt, vores holdning til omverdenen – her påstås det ofte at vi er ligeglade og utroligt egocentrerede – vores værdisæt. Mange ældre er overbeviste om, at teenagerne i Danmarks pulserende samfund ser verden gennem et par selvfikserede briller, der hjælper med at få alle situationer til at dreje sig om den unge. Vi fremstiller og udstiller vores egen person ved hjælp af mærkevarer, genbrugstøj og reality tv programmer. Selv vores dansklærer ryster på hovedet over den stigende selveksponering blandt gymnasieelever. ”Hvad skal I dog med det dansepodium til festerne? Kan I ikke bare nyde dansen som en fællesting? Hvorfor skal I udstille jer selv som den sejeste, den mest rytmiske, den lækreste?” spurgte han forleden. Gang på gang oplever jeg, at vi bliver anklaget for kun at tænke på os selv.
Måske er vi meget optaget af at udstille os selv på præcis den rigtige måde og kreerer en Hollywood film ud af vores liv, men at kritikken bliver rettet mod de unge er alt andet end retfærdigt. Vi lever i en tid, hvor alle traditioner bliver udvasket. Helt fra lille får vi at vide vi kan alt. Mor og far ved ikke, hvad der er rigtig for os. Dette må vi selv indse. Vi pejler efter et mærke i vores mavefornemmelse og må endelig ikke sammenligne os med andre. For det handler om vores udvikling, ikke de andres. Der er ikke længere nogen fast måde at gøre tingene på., og ofte bliver vi overladt til os selv. Den opdragelse, der før i tiden skete i hjemmet, sker nu i institutioner, hvor pædagogerne har ti-femten unger at se efter samtidig. Dette giver en del tid, hvor det enkelte barn selv må bedømme situationer og tage beslutninger.
I stedet for at beklage sig over de unge, som blot er et produkt af samfundet, burde man i stedet se på den hverdag, de unge indgår i. Normerne er væk og med dem et indbygget kodeks for, hvordan man kan opføre sig. Samtidig fylder den tertiære socialisation - nemlig medierne - utrolig meget i det senmoderne samfund. Rockstjerner og skuespillere bliver placeret på diamant piedestaler og brugt som ikoner for rigtig og forkert, da ingen ansvarsfuld voksen vil bestemme for os. Disse få udvalgte bruger utrolige mængder penge på selveksponering, da udseende sælger.
Ikke kun fra medierne får de unge bekræftet at udseende og individualitet fungerer. På arbejdsmarkedet skal du være omstillingsparat, udadvendt og have en speciel tilgang til tingene, ergo skal du være unik. En undersøgelse fastslog at mange arbejdspladser fravælger pga. udseende. Fedme og grimt tøj kan være grunden til man ikke bliver hyret, selv hvis man er kvalificeret.
Alt den energi, vi unge bruger på udseende, kunne flytte bjerge, hvis vi investerede den i andre ting. Men i modsætning til ungdommen i tresserne har vi intet at bryde op med. Hvorfor skulle vi dog starte en march? Vores samfund bugner af overflod, og vi har alt, hvad man kunne ønske sig. Ganske få i samfundet lever utroligt dårligt, og den danske stat sender store mængder af ulandsbistand til de fattige lande. Det så kendte teenageoprør ville være hykleri hvis generation-indsæt-dit-eget-navn prøvede det. Hvad skulle der stå på lederbanneret? Giv os 200 kr. ekstra i lommepenge til tøj?
Overalt møder vi valg, som kun vi kan træffe. Hvilket gymnasium? Hvilken studieretning? Hvilket parti? Hvilken tro? Samtidig får vi blæst ørene fulde af ting som er op til os. Ansvar for egen læring. Man skaber selv sit liv, og har selv ansvar for det.
Hvis man vil se, hvor god samfundets udvikling er, skal man kigge på de unge. Når der er overflod og trygge tider, blomstrer forskellige ungdomskulturer. I øjeblikket har vi rigtig mange penge og utrolig lidt utryghed, derfor er den store ungdomskultur meget fokuseret på sig selv, da der er intet at kæmpe for.
Så ja, vi er egocentrerede og bruger for mange penge på selveksponering. Ja, vi har en vag holdning til mange ting og kæmper ikke indædte politiske kampe. Ja, vi sætter tit os selv først, og ja. vi har ikke de samme normer som jer gråhårede brokkehoveder. Men det er det, samfundet vil have, og vi følger blot med. Fremtidens samfund vil blive delt i to: dem som sagtens rider på den senmoderne mobilitetsbølge, og dem som bliver skræmt og drukner. En stor del af de unge vil bestå, da vi er vokset op med det som mantra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar